Eventyr paa New Zealand part 1

Saa er det vidst paa tide, at i for at vide, hvad der sker af skaeg og ballade hernede i kiwiland.
Siden sidst er vi som sagt kommet til New Zealand og her har vi faktisk snart vaeret i en maaned! Det er helt utroligt saadan som tiden flyver og staar stille paa samme tid naar man rejser: dagene er lange(paa den gode maade) fordi de er fyldt med nye indtryk, nye mennesker og nye steder. Men stadigt naar jeg kigger tilbage paa de sidste 2 maaneder foeles det som nogen har trykket paa fast forward knappen og spolet igennem alle dagene.
NAA, men nok om det.

Den sidste maaned har vi virkeligt fundet ud af hvad det vil sige at vaere backpacker(fattig). Priserne hernede har bestemt ikke vaeret de samme som vi havde vendet os til i Thailand. TIL GENGAELD er menneskerne vi har moedt hernede superfede, ja faktisk saa fede at jeg ikke engang har haft tid til at skrive her paa bloggen, FOER NU (Exciting, exciting xD)!!

Den sidste maaned er gaaet med at udforske New Zealands smukke natur, blive en lille smule (!) mere kultiveret og afproeve dens hjernedoede adrenalinpumpende adventure aktiviteter, hvilket har vaeret fantastisk!

Eventyret i New Zealand startede ud i Auckland, hvilken er en by som jeg Ikke kan anbefale. Her var alle elementer fra en normal storby, hvilket den bestemt er, siden den er den 2 stoerste by i verden Kvadratmetermessigt (fordi der ligger bondegaarde i byen). ANYWAYs saa var den paa ingen maade spaendene og ud over det svimlende 328 meter hoeje Sky Tower, var der egentligt ikke meget at se. Saa vi brugte et par dage der uden rigtigt at lave andet end at pleje vores Jetlag og vores trang til vaade varer, pool og vente 2 dage paa asgers bagage som, selvfoelgeligt, med hans held, ikke var dukket op i lufthavnen.
Heldigvis moedte vi efter et par dage en engelsk bloke - Simon og 2 grineren gutter(steven og ham den store) fra Las Vegas som vi teamede op med et par dage. Simon havde tilfaeldigvis koebt sig en bil og skulle til paihia hvor vi ogsaa havde overvejet at tage hen. SAA BLEV DER DOEMT ROADTRIP!
Efter en forholdsvis lang tur til Paihia pga. sygt irriterende omveje og meget lortetrafik. MEN, da vi ankom skulle jeg ellers love for at vi blev godt modtaget. En af Simons rigtigt gode venner, Reese havde boet i Paihia i snart en maaned og samlet sig en god bunke venner dernede. Allesammen rigtigt fede mennesker som velkom os med masser af varme i deres hjerter. Eller ihvertfaldet blev vi budt et par oel, et bad og et sted at sove for aftenen.
Den uge vi brugte i Paihia var nok den fedeste fedeste oplevelse vi har haft indtil videre. Den stod paa en masse badning i shark infested waters, BBQs paa forladte og smukke strande, pool, et par bajere ogsaa bare ellers en god del hygge(in a totally non-gay fashion) med de engelske gutter.
Naar ja ogsaa svoemmede vi ogsaa ud til en oe ud fra kysten, hvilket var temmeligt nice/hardcore.

Efter vores uge hernede skulle vi desvaerre tilbage til Auckland hvor vi maatte vente endnu en god del dage med at komme med den berygtede Kiwi Experience bus, som vi havde booket os paa. Heldigvis var der musikfestival lige uden for byen hvor vi kunne bruge en god del af vores dag paa at tage en slapper(der skulle gerne snart komme en masse rare billeder og saadan derfra).

Loerdagen boed paa starten af vores kiwiexperience, som jeg lige saa godt fra starten af kan sige - er noget sheit, paa sin hvis:
Naar foerst vi var kommet med bussen var der ikke noget med at komme af den igen, ikke rigtigt muligt at goere sin egen ting hvis det var det man havde lyst til, fordi alle dem man moeder med Kiwibussen tager de samme steder hen, busserne har en irriterende tendens til at stoppe paa de daarligste tidspunkter( som for eks naar man sover) og det er altid 5 minutters eller 30 minutters stop hvor vi enten kan gaa ind paa en dyr cafe og bruge penge paa ikke at doe af sult og dehydrering eller det er et kort billedstop. Man bliver trukket rundt som faar i en hyrde og faar ikke saadan rigtigt set det rigtige New Zealand. Kiwibussen slugte mig og Asger raa, sugede alle vores penge ud af os og efterlod os med en bitter smag i munden - det sidste er en stor fed loegn fordi, vi har virkeligt moedt en masse fede personer imens vi har vaeret paa turen her og nogle af dem skal vi endda moedes med i Australien. Den har givet mig nogle rigtigt fede nogle opleveren - inden for den sidste maaned har jeg gjort flere ting jeg aldrig i mit havde troet jeg kunne faa mig selv til at goere. De foerste dage af bussen var ikke noget ekstremt, Mercury Bay var en redneck by som ingen anden og Rotorua heller ikke nogen adrenallinbombe. Smukke byer var det dog helt klart - Mercury bay laa ud til vandet og ud til store klippeoer som ikke laa mere end ca. 50 meter ude i vandet. Rotorua kunne ogsaa byde paa hotsprings ved havet, en skaeg oplevelse at kunne grave sin egen jacuzzi. Naeste dag tog vi til Waitomo og det var her eventyret rigtigt begyndte.
I byen fandtes der underjordiske grotter - Waitomo Caves saa her tog vi paa black water rafting. Vi blev samlet op af en KVINDE som koerte bilen(!) OG skulle vaere vores guide, 130 meter under jordens overflade saa allerede der var adrenallinen paa sit hoejeste. Da vi havde faaet grej paa og var rigget op tog vi ud til vores destination som mest af alt lignede indgangen til en af de utallige sheep farms som vi er stoedt paa, paa vores busrejse ned igennem landet. Men et par hundrede meter laengere oppe saa indgangen til noget der lignede et dinosaurbur fra Jurasic park - gule advarselsskilte og et hegn daekkede for en lille dunkel indgang til en lille lysning i en MEGET taet skov med et umiddelbart bundloest hul i midten. Det hul skulle vi aabentbart rapelle (uuuhh). 32 meter laengere nede igennem et hul der lige havde plads til mig var vores startpunkt - en baelg ravende moerk grotte med glow worms (se billedet). Grunden til at de er saa flotte er tilsyneladende fordi de forbraender deres affaldsstoffer vha. en kemisk process som er meget iltkraevende og kun muligt fordi de traekker vejret med roeven. Efter at have staaet og betragtet disse fantastiske insekter med ild i roeven (<-joke) skulle vi ud og udforske grotten. Gennem smalle passager, ud i en flying fox, et 5 meter i hop i lavt vand med en badering paa roeven som beskyttelse, ned af en underjordisk flod med aal der kunne blive over 2 meter lange og tykke som laar og til sidst op af 4 underjordiske vandfald som til sidst foerte til overfladen. Paa det tidspunkt, 3 timer efter at have firret sig selv ned i absolut moerke var jeg ret glad for at have haft en guide med som kunne vejen ud. Vi var blevet fortalt en historie om en tysker (selvfoelgelig en tysker) som havde drukket sig stiv en aften paa en pub i waitomo, var blevet sur paa sin kaereste og havde besluttet sig for at tage paa caving alene. Han var blevet fundet 2 dage efter sidende oven paa en kasse med taepper (som han ikke havde aabnet), blev hentet hjem imod hans vilje og blev heldigvis behandlet for hypothermia. Vores tur til forskel var ubeskrivelig fantastisk spaendende og helt klart en af de fedeste aktiviteter jeg har proevet her paa new zealand.
(To be continued)

Dumme dumme Ruth

JEG HADER RUTH EVESEN(tosseanstalten Faderhuset's aande(de)lige leder) - saa er det sagt. fy for pyffer for en stram trunte. Jeg maa sige jeg lidt fik en klump i halsen da jeg hoerte at ungdomshuset forleden var blevet revet ned. Og endnu mere da jeg hoerte beretningen om hendes saakaldte sejrstale. Som om vi ikke i forvejen har nok at goere med ensretning af den danske kultur fra massemedierne.
Men det sidste vi har brug for nu er da for helvede en tosse som Ruth Evesen som praedker nedlaeggelse af homoseksuelle aegteskaber og tabuisering af alle former for legetoej der ligner uhyrer fordi de ligner sataniske monstrer?! Det er jo til at braekke sig hvor idiotisk selvmodsigende en kristen fundamentalistisk sekt kan vaere - hvor er naestekaerligheden og accepten af mennesker som ikke ligesom en selv. Gud skulle jo aabentbart have skabt mennesket i sit eget billede, saa hvis det er unaturligt eller forkert at vaere homoseksuel, ja hvorfor har han saa skabt nogle som er det? Jeg ved jeg bare snakker lort, men det er fandme forkert - christiania og ungdomshuset er kulturmonumenter som vi burde vaere stolte af ikke oedelaegge. At fejre forskellighed burde ikke paa nogen maade associeres med satan af uvidende idioter, bare fordi de ikke forstaar den forskellighed.

Min moster sendte mig et link med et essay om Ruths tale
http://mrkab.com/2007/03/05/ruth-evensens-sejrstale-dette-er-kun-begyndelsen/

Og et link til underskriftnindsamling, som i hermed er beordret til at stoette med jeres egen (underskrift selvfoelgeligt!)
http://www.mangfoldighed.underskrifter.dk/index.php

Koh Phi Phi

Hej alle

I TROEDE NOK JEG VAR DOED VAR! men nej!

Haaber i har det fantastisk hjemme i Danmark, ved det lyder gay men jeg savner jer allesammen ret so mycka. Bortset fra det har vi det som blommen i et aeg her i New Zealand hvor vi ankom d. 4.

Siden sidst har vi vaeret paa den fantastisk smukke oe Koh Phi-phi(hvis nogen af jer har fulgt med i nyhderene saa ved i maaske at det er stedet hvor der for nyligt var en kaempe ildebraend ). Her fik vi dykket en smule mere, kayakket igen (det skulle jeg lige vende mig til!) og saa moedte vi en canadian-crazygang bestaaende af Kevin og Jamie som vi tossede rundt med paa rundt paa oen. Det stod blandt andet paa et besoeg paa monkey beach, som rent faktisk husede en del vilde aber, hvilket jo var rimeligt skaegt eftersom Kevin var panisk angst for aber, efter han engang var blevet overfaldet og beroevet af nogle aber i Ayuttaya. Vi fik kayakket, som sagt, i nogle drypstenshuler og var forbi stedet hvor de skoed "The Beach". Efter et par dage her, med ladyboy-kickboksing og et par oel og saadan lidt havde vi bestemt ikke lyst til at tage afsted. Desvaerre havde vi ikke noget valg, vi skulle vaere i Malaysia d. 3 saa vi kunne naa vores fly til New Zealand dagen efter. Her har vi vaeret i 14 dage nu og jeg kan naesten ikke vente med at opdatere jer paa de ting vi har set, men for at vaere aerlig er jeg ligenu en smule beruset og traet og har koebt mig en god del laekre kager saa jeg lover at opdatere snart.

Much love, Kasper

Doed og oedelaeggelse paa Koh Tao - naesten!

Naar du laeser dette er jeg hoejst sansynligvis stadig i live, men det er kun paa et haengende haar skal det lige siges! Mit moede med Koh Tao - Motorcykler til leje og Mads og Sebastian og de andre og isaer en dum bartender uden forstand paa kayakker havde naert kostet os mere end hvad nogen af os var klar til at betale.

Jeg tror at min lykkeamulet maa have vaeret midlertidligt ude af funktion da jeg kom til Koh Tao for der var sku ikke saerligt meget lykke eller held over et par af de ting det lykkedes mig at goere dernede.
For lige at faa det sat helt paa plads - inden vi naar videre saa skal det lige siges at jeg ALDRIG saetter mig op paa en motorcykel igen. Ikke efter at det lykkedes mig at styrte paa en Superbike 2 gange paa en aften med baade skraemmer paa roeven og paa stoltheden. Det var nemligt lykkes mig at stejle bare en tand for meget, flyve paa roeven i forsoeget og vaere ved at smadre cyklen igennem en butiksrude, lige uden foran hele koh taos ynglingsbar Choppers. Det kostede mig 900 bath i reperationer og en roev som stadig er oem, dermed troede jeg at jeg havde haft min portion uheld for denne maaned MEN FUCK NEJ!

Asger og jeg blev selvfoelgeligt skiftevis snottede hvilket paa dykkersprog betyder ingen dykning, da man i vaerste tilfaelde kan springe sin trommehinde og i bedste kommer til at have pisse ond i oerene naar man kommer op. SAA - Vi havde besluttet os til, sammen med de andre, at kayakke over til en lille oe i koh taos farvand og at vi skulle have os nogle store boelger paa vejen derover. Ingen af os var erfarne kayakkere men vi kunne alle sammen svoemme ret godt og kunne ogsaa vende kayakken i vanden uden problem. Saa vi lejede et par kayakker af en bartender som sagde til os at de skulle vaere gode og at der ikke burde vaere noget problem med dem. Eftersom at vi ikke kendte meget til kayakker maatte vi jo tage hans ord for gode varer. Saa vi sejlede omkring en halvanden kilometer ud mod vores bestemmelsessted. Herude midt imellem de 2 oer blev vi paa et tidspunkt vaeltet af en af de 2-3 m boelger som vi padlede i, hvilket jo var ret griner, lige indtil at vi skulle til og op i kayakken igen. Kayakken havde taget en masse vand ind og havde ikke laengere nogen opdrift, alt dette skete gradvist uden vi har lagde maerke til det paa vejen derud. Saa nu vi laa der, paa dybt vand, i kaempeboelger, med ca. 400 m til land i modvind. Efter et par mislykkedes forsoeg paa at bjerge kayakken, begyndte det at gaa op for mig at den her situation rent faktisk godt kunne gaa hen og blive livsfarlig. Saa vi besluttede at efterlade kayakken da det faktum, at vi nok skulle betale en masse penge for en ny kayak, blev overskygget af den skraemmende tanke om vi maaske ikke var sikre paa at vaere i live til at svovle over de mange penge vi skulle betale. Der laa vi saa mellem 5-30 minutter(vi er ikke helt sikre paa hvor land tid vi det var) og skiftevis trampede i pedalerne i frustration over at vi ikke kom naermere land og skiftevis floed paa ryggen og proevede at huske kroppen paa at drukneulykker sker pga udmattelse. Jeg saa inde en kvinde sidde inde paa land alt imens vi kaempede i boelgerne, proeve at noedsignalere til hende men var godt klar over paa det tidspunkt at hun sikkert troede vi bare vinkede til nogen og at hun ikke havde den fjerneste ide om hvad der skete. Jeg forestillede mig at hun ikke ville laegge maerke til noget foer hun inde i sit hoved ville sige, hvor fanden blev de der svoemmere af. Det hjalp ikke just paa mit forsoeg paa at forblive rolig og lade vaere med at bruge mine kraefter paa at panikke. Mads naevnte ogsaa paa et tidspunkt muligheden for hajer i vandet, ikke saerligt taktisk maa man sige, og sikkert medvirkende til endnu mere uro. Imens jeg kunne maerke mine muskler blive stadigt traettere og det endnu ikke virkede som om vi kom taettere paa land raabte sebastian et par meter bag mig og mads, at der kom et speedbaad. Ganske rigtigt, bag os, nu kun 50 meter fra os kom en graa gummibaad med en ordentlig svend af en motor og til vores held var det os de var kommet efter. Jeg har aldrig vaeret saa taknemmelig i mit som da de 2 fiskere hev vores udmattede kroppe op i gummibaaden og endda slaebte vores halvsunkede kayak tilbage til deres egen fiskerbaad.

Vi havde sejlet ca. 20 minutter, havde toemt vores halvbaskede kayak for vand og var nu ankommet ud for kysten, hvor vi nu kunne se frem til at skulle svoemme med kayakken de sidste 100 meter. kysten var heldigvis i lae og derfor var vandet roligt men det var ikke lige det jeg havde haabet allermest paa i lyset af hvad der lige var sket.

Vi kom dog helskindede ind paa land uden det store besvaer og jeg begyndte at fatte hvorfor soemaend, i gamle hollywoodfilm kysede sandet naar de var kommet helskindede fra et forlist skib. Manden vi havde lejet kayakken af begyndte at diskutere over de buler som kayakken havde faaet da vi hev den op i fiskerbaaden. Han holdt dog ret hurtigt kaeft da vi forklarede ham at grunden til at den havde faaet dem var at kayakken var sunket.

Om aftenen kan i tro den fik gas med bajere, vi havde besluttet vi ville drikke det vaek. Hvilket jeg tror lykkedes ret godt, eftersom det foeltes som om at nogen havde taget en stor grydeske og givet min hjerne en let omroering.

Skraemmende og faaaaaarlige (og kaerlige) hilsner fra Kasper